Laget med hvidbog på dobbeltsidet tape kaldes frigørelsespapir, også kendt som silikoneoliepapir eller anti-stick-papir. Dens kernefunktion er at forhindre, at båndet selv stikker, når det rulles op til opbevaring, og samtidig sikre, at det let kan skrælles af, når det er i brug.
Designet af udgivelsespapir er meget genial. Først skal et bestemt materiale vælges som frigørelsessubstrat. Hvad angår hvilket materiale man skal vælge, afhænger det også af det specifikke applikationsmiljø. Siliconiseret papir er et almindeligt anvendt frigørelsessubstratmateriale. Hvis der er behov for skæringsevne, er polyestermateriale det første valg. Hvis det skal udsættes for et fugtigt miljø, ville det være bedre at vælge polyethylenbelagt papir, fordi det har dimensionel stabilitet.
Efter at det generelle substratmateriale er bestemt, kan frigørelsesagenten ikke anvendes direkte, fordi frigørelsesagenten har en vis grad af permeabilitet. Hvis der ikke er nogen barriere, vil den trænge ind i det indre af papiret, hvilket resulterer i dårlig hærdning og overdreven brug af frigørelsesagenten. Derfor er det nødvendigt at først udføre plastbelægningsbehandling på underlaget (almindeligvis kendt som laminering). Nogle frigivelsespapirer gennemgår imidlertid ikke plastbelægningsbehandling, såsom glasin og CCK osv. I stedet vedtager de andre specielle behandlingsmetoder.
Derefter vil en frigørelsesagent blive anvendt, hvilket vil reducere overfladeenergien markant og sikre, at båndet kan rives. Frigørelsesagenter er hovedsageligt sammensat af voks og silikoneharpiks. De forbliver solide ved stuetemperatur og har viskositet, men smelter ved en bestemt temperatur (ca. 150 grader). Frigørelsesagenterne er hovedsageligt organosilicon frigørelsesagenter med organofluorinudgivelsesagenter og nogle andre ikke-silicium-frigørelsesagenter som kosttilskud. Derudover er frigørelseskraften på begge sider af båndet forskellig, og derfor klæber båndet altid til siden af frigørelsesdokumentet, når den er i brug.